Menu Luk

Frem for alt er jeg en topengageret livsstilsvejleder og har de seneste mange år gjort en dyd ud af at kommunikere opskriften på det sunde, energifyldte liv på flest mulige platforme. Jeg har været så heldig at være med på ernæringsområdet fra dengang, hvor internettet var i sin spæde opstart, flow TV var sagen og vi var relativt få, der kom til orde. Det har hjulpet mig til i dag at høre til landets mest eftertragtede foredragsholdere, når det gælder præstationsfremmende ernæring og livsstil.  

Både i rollen som foredragsholder, forfatter (bl.a. til bestsellerne “Velsmurt – spis dig fra gigt, overbelastningsskader og andre plager i dine led” og ”Den store antiinflammatoriske kostguide”), og som personlig ernæringsvejleder, kobler jeg som gammel ‘rotte’ i gamet min viden fra et tiår i den naturvidenskabelige forskningsverden med mine erfaringer fra den succesfulde vejledning af tusindvis af klienter. Det hele gennemsyret af hvad jeg selv mener er en sund pragmatisme.

Med friheden til at zappe rundt i alle forskningslejre ser jeg mig i stigende grad i stand til at kortlægge, hvad der er essensen i en livsstil, som ligger tæt op ad det, som vores krop trives med. På adskillige punkter matcher mine konklusioner den gældende konsensus, fx når det kommer til relevansen af at få sovet godt og længe i løbet af natten. Men der er også adskillige stridspunkter, hvor jeg er lodret uenig i det, der defineres som almen visdom.

Som det nok efterhånden er blevet klart for dig, så er de officielle kost- og motionsanbefalinger, som i parentes bemærk har en tendens til at henvende sig til den svageste del af befolkningen, og derfor ikke skitserer rammerne for optimal performance, noget jeg har gjort mig fri af. I stedet har jeg valgt at fortælle sandheden om, hvad det er der skal til, for at maksimere kroppens ydeevne. Der er ingen hokus pokus i min vej, men blot en simpel tilgang til livet i al almindelighed, hvor fokus går på at klarlægge, hvad det er netop du har behov for – i stedet for at formulere uambitiøse målsætninger, der primært sigter mod at løfte niveauet hos den mest ressourcesvage del af befolkningen en tand op ad.

Min kost- og træningsfilosofi tager afsæt i den nyeste forskning, som jeg konstant holder mig opdateret omkring. Forskningen kobler jeg sammen med livet, for hvad er laboratoriets erkendelser værd, hvis de ikke kan omsættes til praksis! Det er fx fløjtende ligegyldigt, at chili i forsøgsøjemed kan løfte forbrændingen ganske signifikant, når effekten i kroppen aftager markant efter ganske få dages tilvænning. Og rimelig irrelevant at følge anbefalingen om at spise 600 gram frugt og grønt om dagen, når denne mængdeanbefaling beror på en kombination af frækt slogan og realistisk vurdering af, hvad man kan byde den almindelige dansker – ikke på, hvad der er optimalt at stræbe efter!

I dag arbejder jeg primært for og sammen med:
Running26 – en fantastisk virksomhed, der med træning som udgangspunkt tilbyder relationsskabende forløb i et hav af danske virksomheder. Med sin store stab af kompetente trænere og andre ressourcepersoner fremstår Running26 som markedets største og mest professionelle udbyder af motion på arbejdspladsen.

Bonnier Publications – et af verdens største mediehuse, som blandt andet rummer mine to favoritmagasiner iForm og Aktiv Træning. Dem er jeg fast skribent for, og har for iForms vedkommende været det i over 20 år. Aktiv Træning, der på rekordtid har udviklet sig til at være Skandinaviens største træningsmagasin for mænd, har jeg været med til at udvikle og glæder mig hver måned over at bidrage med nye artikler.

Advokater, revisorer, bankdirektører, topchefer… – gennem mit virke er jeg så heldig at modtage en masse spændende opgaver. Så selvom jeg har nogle primære samarbejdspartnere tilbyder jeg ligeledes min assistance til en bred sværm af virksomheder og enkeltpersoner.

Forsvaret – når et lille land som Danmark går i krig er det vigtigt, at de udsendte soldater får de bedste odds at kæmpe med. Mit ydmyge lille bidrag er en påvirkning af hele tilgangen til ernæring indenfor det danske forsvar. Jeg uddanner idrætsbefalingsmænd og officerer, vejleder specialenhederne og har senest været med til at definerer rammerne for de nye danske feltrationer.

Alle andre – selvom jeg i stor grad henvender mig til såkaldte businessperformere, der søger redskaber til at præstere optimalt i et udfordrende arbejdsliv, så er mit klientvirke ikke begrænset til dette. Læs mere om mine forskellige tilbud under ”Vejledning”.

Uanset hvem jeg arbejder for, så tager mit virke hele tiden afsæt i tankerne bag ovenstående. Forvent derfor ikke en stereotyp opremsning af de gældende anbefalinger, hvad enten du møder mig til et foredrag, kursus eller en individuel vejledning.